| Indhold: |
Kursets emne er upålidelig fortælling i første og (især) tredje person med særligt henblik på et udvalg af Karen Blixens fortællinger. Siden begrebet ”upålidelig fortæller” i 1961 blev lanceret, har den generelle overbevisning været, at fænomenet udelukkende vedrørte fortællinger i første person. Det er kursets tese, at Karen Blixens forfatterskab, der er blevet regnet for fortællermæssigt konservativt, er kunstnerisk funderet på avancerede læserbedrag inden for tredjepersonsfortælling via en teknik til repræsentation af bevidsthed, som først er udviklet i det 20. århundrede. Der inddrages desuden kortprosa af blandt andet St. St. Blicher (”Sildig Opvaagnen, 1828) i første person; og Henry James (”The Liar”, (1888/1907) i tredje person.
Fortælleteori og værkanalyser baseres på Karen Blixens karakter af to-sproget forfatter og selvoversætter, hvor det er narratologisk relevant (Vinter-Eventyr, The Angelic Avengers). Desuden indgår temaet ”upålidelighed” på andre af forfatterskabets niveauer: i forfatterens personlige omgang med litterært professionelle, yngre venner: Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen, aktualiseret af efterårets to nyheder på feltet: filminstruktøren Morten Henriksens bog og film Bag Blixens maske (sept. 2010) samt filminstruktøren Christian Braad Thomsens bog, Boganis datter (okt. 2010). Hertil kommer den gotiske genres ’tvetydiggørelse’ af kønsrelationer (Seven Gothic Tales, Gengældelsens Veje, queer-studies) og forfatterskabets anvendelse af pseudonyme forfattere (Isak Dinesen, Pierre Andrezel og Alexis Hareng-pastichen, 1953).
Kursusteori:
Wayne C. Booth: The Rhetoric of Fiction (1961/1983)
Dorrit Cohn: Transparent Minds (1978)
Monika Fludernik: The Language of Fiction and the Fiction of Languages (1993)
Roy Pascal: The dual voice (1977)
|