| Indhold: |
Med sin strukturelle og formelle forståelse af psykoanalysen har Jacques Lacan tydeliggjort psykoanalysens potentiale som en analyse ikke bare af individet, men også af sociale og kulturelle fænomener og formationer. Dette potentiale er gennem de seneste tiår blevet voldsomt udviklet af Slavoj Zizek, som gerne lader tungt filosofisk tankegods (Lacan, Marx, Schlegel, Kierkegaard) tørne sammen med B-film, Kinder-æg og popkultur. Zizek taler selv om at ”eksternalisere” filosofien ”i imbecilitetens medium”, og kurset vil forsøge at eksternalisere Lacans begreber om de to sexueringspositioner, de tre ordener og de fire diskurser i animationsfilmens medium, idet det vil rette sig mod en række film fra Pixar Studios (bl.a. Toy Story, Finding Nemo, The Incredibles, Ratatouille, Wall-E)
Pixars animationsfilm udvikler ikke bare animationen som teknik, men også som filosofisk tema: spørgsmålet om hvad der skal til for at animere noget (en ting eller et dyr) er det gamle teologiske spørgsmål om hvornår noget kan siges at have en sjæl, eller på moderne filosofisk: hvornår bliver noget et subjekt? For Lacan er subjektet konstitueret af sproget og begæret, og vi skal undersøge hvad det indebærer, samt hvilken betydning det har for vores forståelse af sociale og kulturelle formationer. Er Woody Judas og Buzz Lightyear Jesus? Er Wall-E begærets subjekt? Er Nemos far hinsides lystprincippet? Hvordan kan en film få én til at græde over en rotte, der bliver mesterkok? Og hvilke ideologiske og politiske fantasmer er på spil i Pixars film?
Selv om underviserens analyseeksempler konsekvent vil være hentet i Pixar Studios, lægger kurset op til at de studerende vælger andet analysemateriale til deres eksaminer: andre film, litterære værker eller kunstneriske/kulturelle fænomener. Kort sagt: at man lade sig inspirere af Slavoj Zizeks tilgang, hvor alt fra afføringsmiddel over Josef Fritzl til Brødrene Karamasov kan analyseres lacaniansk.
|