| Indhold: |
Hvis man skal pege på ét værk, hvor eksistensfilosofien tager sin begyndelse, er det Søren Kierkegaards 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' fra 1846. Her rendyrkes begrebet eksistens som menneskets måde at være til på. At eksistere er at være ’i vorden’, men således at den, der eksisterer, er undervejs med sig selv. Som et subjekt, der handler og lider, er et menneske stillet med den opgave at blive sig selv. Nøglebegreber i forsøget på at forstå en menneskelig eksistens bliver derfor subjektivitet, lidenskab og lidelse, inderlighed og tilegnelse. Samtidig fører Efterskriften etik og religion tilbage til måder, et menneske selv er bestemt på. Kun det etiske og den ”ethisk-religieuse Erkjenden” forholder sig væsentlig til, at den erkendende eksisterer, siges det. - Gennem nærlæsning af udvalgte dele af 'Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift' skal vi undersøge og genoverveje grundmotiver i en eksistenstænkning, først og fremmest: 1. Hvorfor er en sådan tænkning nødvendig, og hvilken karakter har den? 2. Hvad indebærer en eksistentiel bestemmelse af etik og religion? 3. Hvordan er et menneske et subjekt, når det selv er ’i vorden’? Centrale spørgsmål bliver: tid og historie, selv (den enkelte) og socialitet, paradoks og forståelse.
Udgave: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Søren Kierkegaards Skrifter Bind 7. Red. Niels Jørgen Cappelørn et al., København 2002. – Teksten er tilgængelig på www.sks.dk
|