| Indhold: |
Kurset giver et overblik over angelsaksisk og kontinental filosofi i det 20. århundrede, med udgangspunkt i de to filosoffer som kan ses som hovedophavsmænd til hver af de to retninger, nemlig Frege og Husserl. Disse delte den samme problemstilling, nemlig bestræbelsen på at forsvare en erkendelsesteoretisk objektivisme imod psykologisme og naturalisme. I Freges tilfælde ledte denne bestræbelse til et forsøg på at udvikle et eksakt logisk sprog, i hvilket tvingende beviser kunne formuleres, mens Husserl udviklede en ny filosofisk retning, fænomenologien, der skulle gøre rede for det ontologiske grundlag for objektiv erkendelse.
Freges elever, Russell og Wittgenstein, videreførte interessen for formelle sprog, og udviklede en metafysik ifølge hvilken strukturen i sprog, tanke og virkelighed er én og den samme, således at analysen af sprog samtidig er en analyse af tænkning og virkelighed. Denne opfattelse går under navnet ”logisk atomisme”.
Husserls efterfølgere i den fænomenologiske retning, Heidegger og Sartre, forskød interessen fra objektpolen til subjektpolen i den intentionelle analyse og udviklede teorier om menneskets særlige værensform i verden, under betegnelser som ”In-der-Welt-sein” og "Étre-pour –soi”.
Den logiske atomisme omdannedes under indtryk af den logiske positivisme til en rent meningsteoretisk tese. For de logiske positivister – Carnap, Neurath, Schlick og Reichenbach – var den afgørende bestræbelse at promovere en videnskabelig ånd og at eliminere metafysik. Ud fra en sådan holdning måtte også nogle af den logiske atomismes teser, især Wittgensteins, forekomme betænkelige.
I den engelsktalende verden opstår der i 1950´-erne en reaktion imod den logiske positivismes fomalistiske sprogopfattelse, og den sene Wittgenstein og andre udvikler en mere deskriptiv, mindre idealiseret og mindre systematisk måde at tænke om sproget på. Denne retning betegnes som dagligsprogsfilosofien.
På kontinentet fremstår der en kraftig reaktion imod den logiske positivisme i form af Frankfurterskolens Kritiske Teori. Denne er inspireret af Marx og Freud, og bebrejder positivismen dens ”en-dimensionale”, a-metafysiske tænkning, og vender sig især kritisk imod positivismens bestræbelse på at udrydde normativitet og kritisk holdning fra filosofien. En tilsvarende kritik rettes imod positivismens kritikere inden for den engelsksprogede filosofi, nemlig dagligsprogsfilosofien |