| Indhold: |
Kulturfænomenernes udformning er parallel til udviklingen af en række kritiske diskurser (kritikken af mytiske, kunstneriske, religiøse, politiske eller andre institutionaliserede praksisformer), der åbner for en forståelse af disse fænomeners historiske relativitet. Filosofiens interesse i sådanne diskurser bygger på det faktum, at de bidrager til identificeringen af de rationalitetsmodeller, der gør sig gældende i konstruktionen af forskellige historiske verdener, og at de i analysen af konkrete kulturobjekter sætter fokus på betingelserne for subjekternes selvforståelse.
Kulturkritikkens filosofi integrerer på denne måde såvel teoretisk- som praktisk-filosofiske problemstillinger med henblik på afdækningen af relationen mellem en mulig viden om omverden og de værdiorienterede kriterier, der regulerer dens transformation.
Med afsæt i en karakterisering af diverse kulturkritiske strategier inden for den moderne filosofi – ”immanent kritik”, ”mistankens hermeneutik”, ”genealogi”, ”dekonstruktion”, etc. – gennemgår kurset fem tematiske enheder, nemlig:
a) Moral- og metafysikkritikken fra Nietzsche til Heidegger og Derrida;
b) Kritikken af fremmedgørelsen og tingsliggørelsens problematik fra Hegel og Marx til Arendt og Honneth;
c) Oplysningens problematik og dens diskussion i Frankfurterskolen;
d) Kritikken af den teknologiske rationalitet og teknologiens filosofi med inddragelse af hermeneutiske, nymarxistiske og pragmatiske positioner;
e) Kritikken af den æstetiske bevidsthed med fokus på problematiseringen af geniæstetikken og det autonome kunstværk.
|