| Indhold: |
Modul 1: Argumentationsteori.
Argumentationsteorien anskues her især ud fra et argumentationsanalytisk standpunkt, dvs. det drejer sig om at erhverve redskaber til at analysere og vurdere argumenter, især argumentationer af en vis størrelse og kompleksitet. Eksempler tages fra filosofiske og andre akademiske tekster. Redskaberne er simple, ikke-formelle logiske begreber som præmis, konklusion, logisk gyldighed, logisk følge, begrundelse, og simple sproglige begreber som “argumentmarkør” mm.
Tekst: Alec Fischer: The Logic of Real Arguments (Cambridge UP, 2. ed. 2004, kap. 1-3, 5, 8. 106 normalsider.
Modul 2: Elementær formel logik.
I argumentationsmodulet er det allerede givet en uformel præsentation af de logiske grundbegreber. I Modul 2 følges dette op med en indføring i elementær formel logik. Det drejer sig om sætningslogikken og prædikatslogikken, der introduceres via en diskussion af formalisering af dagligsproglige sætninger og dagligsproglige slutninger. Der gennemgås en bevismetode i form af semantiske træer for begge logikformer. I denne forbindelse gives en kort redegørelse for standardsemantikken for disse formelle sprog.
Tekst: Stephen Read & Crispin Wright: Formel logik. Aarhus Universitetsforlag 2006. 120 normalsider.
Modul 3: Sprogfilosofi
Sprogfilosofiens hovedemne er undersøgelsen af hvad sproglig betydning er. I sprogfilosofimodulet trækkes en linie fra logikmodulets redegørelse for semantikken for formelle sprog til sprogfilosofiens undersøgelse af naturlige sprogs semantik. Den sprogfilosofiske analyse har især været optaget af to semantiske funktioner, nemlig reference og prædikation. Den har tillige søgt at blotlægge de generative egenskaber ved naturlige sprog, som gør det muligt at opbygge uendeligt mange forskellige sætninger på basis af et endeligt antal grundelementer, ordene. Begge træk genfindes i prædikatslogikkens semantik. Det er derfor nærliggende at prøve at analysere naturlige sprogs semantik med formelle sprogs semantik som forbillede. Dette program er især blevet forfulgt at Davidson, der søgte at bruge Tarskis rekursive teori for prædikatslogikkens semantik som model for natursprogenes semantik. Dette program gennemgås, på baggrund af en fremstilling af mere traditionelle analyser af reference og prædikation, og dets begrænsninger diskuteres. Desuden gennemgås talehandlingsteori, herunder Grices konversationsprincipper og konversationelle implikaturer.
En forskel på formelle og naturlige sprogs meningsindhold er den typiske flertydighed og kontekstbestemthed af natursproglig betydning, og dermed umuligheden af en rent formalistisk, mekanisk afkodning af sætningsmening. Dette har givet anledning til et par nyere retninger, “truth-conditional pragmatics” og “relevansteori” som kort gennemgås. De kan ses som en generalisering af Grices konversationsteori, og erstatter forestillingen om sproglig fortolkning som formel afkodning med forestillingen om fortolkning som en rekonstruktion af talerens intentioner ud fra træk ved samtalesituationen.
Tekst: Finn Collin & Finn Guldmann: Meaning, Use and Truth. Ashgate 2005, kap. 2 6, 8-9. 193 normalsider.
Paul Grice: “Logic and Conversation”. 21 normalsider.
De ovennævnte nyere semantiske retninger arbejder stadig inden for rammerne af en filosofisk idealisering, for så vidt de ser sproganvendelse (“konversation”) som essentielt en kooperativ bestræbelse; dette træk går tilbage til Grice. Men samtale er ikke altid et “kooperativt spil”, i spilteoriens forstand, men ofte et kompetitivt spil. Sprog bruges mao. ofte med andre formål end loyal informationsoverførsel mm.; der er fænomener som manipulation, propaganda, “spin”, etc. Og der er selvfølgelig andre former for diskurs end den faktuelle, såsom fiktion, poesi, etc. Der sluttes derfor af med diskursteoretiske overvejelser over sprogets forskellige funktioner, hentet fra retorikken. Disse kan evt. illustreres med aktuelle eksempler fra politisk debat etc. hentet fra dagspressen mm. Dette materiale skal ikke indgå i pensum. En standardtekst er James L. Kinneavy: A Theory of Discourse. Prentice-Hall, 1971, kap. 2, “The Aims of Discourse”. 28 normalsider.
Samlet normalsidetal ca. 440.
|