| Indhold: |
Enkeltkunstnermuseet er en særlig konstruktion, som lader kunstnersubjektet være omdrejningspunktet i sin samling, udstilling og formidling. Dette fordrer ofte en geni-dyrkelse, hvor oeuvret forstås i tæt sammenhæng med kunstnerens biografi og prægnante faser munder ud i kanoniserede mesterværker. Siden oprettelsen i 1957 har J.F. Willumsens Museum både eksemplificeret og sat spørgsmålstegn ved dette forhold samt udlevet mange af de kuratoriske og formidlingsmæssige strategier, man stadig i dag beskæftiger sig med: The white cube vs. det man kunne kalde kunst-specifik arkitektur; den kronologiske vs. den tematiske ophængning; kuratoren som en usynlig stemme vs. den kunsterkuraterede udstilling med klar afsender; den stort set uformidlede degree-zero ophængning og den stærkt iscenesatte eller historistiske udstilling, hvor værkerne sammensættes med andre fænomener i samfundet.
Museet præsenterer således en rig mulighed for at analysere forskellige strategier inden for udstillingsområdet og dette vil være udgangspunktet for seminaret. Derudover vil vi tage fat på det, der er blevet glemt, gemt væk og afskrevet i fortællingen om Willumsen, nemlig hans helt sene værker, som blev dømt karikerede, manierede og plakatagtige i samtiden og siden stort set ikke har været udstillet eller skrevet om. Disse værker har museet nu besluttet at ”opskrive” og vi vil beskæftige os med præmisserne og metodologien for denne opskrivning.
Derudover vil kurset give mulighed for praktisk at arbejde med kuratoriske og formidlingsmæsssige perspektiver i forbindelse med en kommende udstilling med Willumsens sene værker, samt værker af Francis Picabia og Julian Schnabel. Dette vil ske som gruppearbejde og inkluderende en workshop med museets faglige personale og give reel erfaring med den praktiske udførelse af en forskningsbaseret udstilling.
Gæsteoplæg v. kunstner og tidligere professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Claus Carstensen og v. museumsinspektør på J.F. Willumsens Museum Lisbeth Lund
|