| Indhold: |
“Mediation er et udenlandsk Ord, Gjentagelse er et godt dansk Ord, og jeg gratulerer det danske Sprog til en philosophisk Terminus”, skriver pseudonymen Constantin Constantius en snes sider inde i Gjentagelsen. Men hans gratulerende gestus er enten tom eller det rene drilleri, for nogen filosofisk term bliver ordet gentagelse aldrig – hvad det blandt andet kan takke Gjentagelsen for. Bogen er nemlig ikke en begrebsanalytisk afhandling, men en fortælling om et begreb, der udsættes for så mange definitoriske tilnærmelser og regulære betydningsovergreb, at det til sidst ikke kan rumme mere, men simpelt hen går i stykker og falder fra hinanden for øjnene af læseren. Gjentagelsen er imidlertid også mere ‘roman’ end nogen anden af Kierkegaards bøger og har alle sine snurrigheder til trods en handling, ja, bogen handler slet og ret om handlinger eller i det mindste om det, der hænder, enten helt tilfældigt, fordi ting nu engang sker, eller fordi en anden, Gud, vil det således. Hvornår hvad er hvad, har Gjentagelsen visse vanskeligheder ved at komme på det rene med og trækkes derved i to retninger: i en æstetisk, som fylder skriftet med gale gentagelser, og i en religiøs, der bestræber sig på at binde den gode gentagelse til Gud. Til denne polarisering bidrager et ungt menneskes lidenskabelige læsning af Jobs Bog, der forlener ham med en narrativ identitet, hvis bæredygtighed Constantin Constantius rigtignok prompte problematiserer, men som peger langt frem i forfatterskabet og for så vidt er kommet for at blive. Gjentagelsen er kort sagt en herlig hybrid og et tekstligt eksperimentarium, som med sin episodiske karakter, sit mærkeligt montageagtige væsen og sin komplekse komposition gør det nærmest umuligt at kede sig, men også nødvendigt at holde et vågent øje med tekstens særegne tilbøjeligheder – deriblandt til at ville være litteraturhistoriens første, dekonstruktive dannelsesroman.
|