Introduktion af emnet

Efter EU-Traktatens artikel 6, stk. 3, udgør de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, generelle principper i EU-retten. Videre følger det af EU-Domstolens faste praksis, at disse grundlæggende rettigheder – grundrettigheder eller menneskerettigheder, som EU-Domstolen ofte kalder dem – hører til de almindelige retsgrundsætninger, som EU-Domstolen beskytter. I den vigtige dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, fastslog EU-Domstolen for første gang, at foranstaltninger, som er uforenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke er tilladte i EU. EU-Domstolen har siden hen gentaget dette udsagn i ganske mange domme. Konstateringen indebærer, at EU-retsakter, der ikke respekterer Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil blive annulleret af EU-Domstolen.  

I den principielle dom af 3.9.2008, de forenede sager C-402/05P og C-415/05P, Kadi og Al Barakaat, annullerede EU-Domstolen for første gang en generel retsakt for så vidt angik sagsøgerne, under henvisning til, at den var i strid med en række grundrettigheder, således som disse er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I denne dom fastslog EU-Domstolen, at de fysiske og juridiske personer, som står opført på de såkaldte EU-terrorlister, der er baseret på identiske FN-terrorlister, har ret til en fuldstændig legalitetsprøvelse ved EU’s retsinstanser af, om deres grundrettigheder er overholdt. I den forbindelse bemærkede EU-Domstolen, at domstolsprøvelse af den anfægtede EU-retsakts materielle lovlighed set i lyset af de grundlæggende rettigheder udgør en forfatningsmæssig garanti, der henhører under selve grundlaget for EU. Videre undersøgte EU-Domstolen, om forholdet mellem den internationale retsorden, der hidrører fra FN, og EU’s retsorden desuagtet principielt udelukker en sådan fuldstændig prøvelse. Modsat hvad Retten var kommet frem til, konkluderede EU-Domstolen, at dette ikke er tilfældet. Desuden fandt EU-Domstolen, at Rådet i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, havde tilsidesat sagsøgernes grundrettigheder, herunder retten til kontradiktion, ejendomsretten og proportionalitetsprincippet og retten til en effektiv domstolsprøvelse.         

I den forbindelse er det interessant at hæfte sig ved, at når EU-Domstolen fortolker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, følger den – stort set – praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Der kan i den forbindelse henvises til EU-Domstolens seneste dom af 23.12.2009, sag C-45/08, Spector Photo Group, præmis 42, hvor EU-Domstolen ved vurderingen af, om der i den konkrete sag var tale om en straffesag i EMRK’s forstand, anvendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis herom. 

Endvidere har EU-Domstolen i sin praksis udtalt, at EU- og EUF-Traktatens bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Eksempelvis kan beskyttelsen af en bestemt rettighed i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indebære, at hensynet til den fri bevægelighed af varer må vige. Dette fremgår af dom af 12.6.2003, sag C-112/00, Eugen Schmidberger, der drejede sig om forholdet mellem de frie varebevægelser og ytrings- og forsamlingsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.  

Men også medlemsstaterne skal efter EF-Domstolens praksis overholde grundrettighederne, når de anvender EU-retten over for borgerne og virksomhederne. Og endelig fremgår det af EU-Traktatens artikel 6, stk. 2, at Unionen tiltræder EMRK, men at tiltrædelsen ikke ændrer Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne.  

Ved udarbejdelsen af en emnerapport inden for EU-ret kan der vælges mellem flere forskellige tilgange. En kunne være at foretage en analyse af generaladvokatens forslag til afgørelse i Kadi og Al Barakaat-dommen sammenholdt med EU-Domstolens afgørelse af sagen. En anden tilgang kunne være at redegøre for forskellen i retsopfattelsen, således som denne fremgår af dommen fra henholdsvis Retten og EU-Domstolen og i den forbindelse kan det undersøges, hvilke aspekter der tilsyneladende var afgørende for, at de to retsinstanser kom frem til hvert sit resultat. En tredje tilgang kunne være at fokusere på den historiske udvikling med hensyn til EU-Domstolens praksis om grundrettighedernes beskyttelse i EU og slutstenen herpå: EU’s tiltrædelse af EMRK, jf. EU-Traktatens artikel 6, stk. 2. En fjerde tilgang kunne være – ved hjælp af udvalgte domme fra EU-Domstolen – at belyse rigtigheden af udsagnet om, at EU-Domstolen fortolker Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, således som denne fortolkning følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En femte tilgang kunne være – ligeledes ved hjælp af udvalgte domme fra EU-Domstolen – at belyse rigtigheden af udsagnet om, at også medlemsstaterne skal overholde grundrettighederne, når de anvender EU-retten over for borgerne og virksomhederne. Og endelig kunne en emnerapport fokusere på EU-Domstolens praksis om, at EU- og EUF-Traktatens bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.    

• Dom af 3.9.2008, de forenede sager C-402/05P og C-415/05P, Kadi og Al Barakaat.
• Dom af 18.6.1991, Sag 260/89, ERT.
• Dom af 12.6.2003, Sag C-112/00, Eugen Schmidberger.
• Generaladvokat Maduro’s forslag til afgørelse af 16.1.2008 i Kadi og Al Barakaat-sagen.
• Freja Sine Thorsboe & Nina Holst-Christensen, ”EF-Domstolens seneste domme. Forenede sager C-402/05P og C-415/05P Kadi og Al Barakaat”, EU-ret & Menneskeret, 2008, nr. 5, s. 263ff.
• Sørensen, Karsten Engsig og Nielsen, Poul Runge, ”EU-retten”, DJØF, 2008 (4. udg.) s. 34-36 og s. 175-179.
• Nina Holst-Christensen, ”EF-Domstolens anvendelse af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol siden 1991”, i ”Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard”, DJØF, 2004, s. 151-175.
• Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth, ”EU-ret, Thomson Reuters, 2009 (5. udg.) kap. 1, 3-6, s. 27-256 (ca. 225 sider). Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth, ”EU-ret”, Thomson Reuters, 2009 (5. udg.) kap. 6, s. 259-308.
• Nielsen, Ruth, “Free Movement and Fundamental Rights”, European Labour Law Journal, Vol. 1, No. 1, 2010, s. 19-32.

Selv om pensum eventuelt ikke måtte henvise til Lissabon-Traktaten, er det denne, der udgør gældende ret og som der som udgangspunkt forventes anvendt og derfor eksamineres i.

Der findes en del øvrig litteratur om grundrettighedsbeskyttelsen i EU. Blandt mange supplerende kilder kan eksempelvis nævnes: 

• Prechal, Sacha, “Fundamental Rights and the Liberalization of Service Markets”, i van de Gronden. Johan (red.): “The EU and WTO Law on Services. Limits to the Realization of eneral Interest within the Services Markets”, 2009, s. 55-73.
• Rasmussen, Hjalte, ”EU-ret i kontekst”, Thomson, 2007, (5. udg.).
• Toftegaard Nielsen, Gorm et al., ”Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard”, DJØF, 2004, s. 151ff.
• Christensen, Ane Maria Røddik, “Judicial Accomodation of Human Rights in the European Union”, DJØF, 2007.
• Neergaard, Ulla og Nielsen, Ruth, ”EU-ret”, Thomson Reuters, 2009 (5. udg.) Del II.
• Sørensen, Karsten Engsig og Nielsen, Poul Runge, ”EU-retten”, DJØF, 2008 (4. udg.).
• Craig, Paul & de Búrca, Gráinne “Human Rights in the EU”, i “EU Law. Text, Cases, and Materials”, Oxford University Press, 2008 (4. udg.) kap. 11.
• Steiner, Josephine & Woods, Lorna, “General principles of law”, i “EU Law”, Oxford University Press, 2009 (10. udg.) kap. 6.