| Indhold: |
Hvor Wagner beskrev musikken som sprogets begyndelse og slutning, beskrev italienske operakomponister altid sangen som en forlængelse af talen. Sproget kommer altså før musikken i italiensk opera, hvilket er med til at forklare nogle af de træk, der adskiller italiensk fra tysk opera: vægten på deklamation frem for musikalsk form og struktur, på sangeren frem for orkestret, på fremførelsen frem for partituret, og på den mellemmenneskelige kommunikation frem for det indre drømmeunivers. Med bevidstheden om genrens særegenhed kommer erkendelsen af, hvor svært det er at forstå en italiensk opera uden at nærlæse teksten og inddrage dimensioner som teaterhistorie og musikalsk opførelsespraksis.
På kurset vil vi tage udfordringen op ved at analysere og fortolke tre hovedværker i lyset af deres uropførelser og senere reception: Monteverdis Orfeo (1607), Mozarts Don Giovanni (1787) og Verdis Otello (1887). Hvad har tekst og musik sagt det oprindelige publikum? Hvilke sangere er operaerne skrevet for, og hvordan sang og spillede de deres roller? Hvad krævede librettister og komponister af sangere, kapelmestre og iscenesættere, og hvad sker der med det dramatiske udsagn, hvis man fx vælger en anden stemmetype, tager et andet tempo, fraserer melodien anderledes eller lader handlingen udspille sig i en anden periode? Vi vil nærstudere operaerne under inddragelse af et bredt udvalg af tekster: dramaturgiske og musikalske analyser, æstetikhistorie, historiske kildetekster, litterære forlæg m. v.
|