| Indhold: |
Kurset præsenterer de grundlæggende måder, kunsthistorien arbejder på i analysen og fortolkningen af værker med forskellige kulturelle kontekster, primært europæiske. Metodisk sker dette ved at stille spørgsmål til mødet mellem værk og beskuer, hvor begreber som blikket, perceptionen samt værkets form, betydning/betydningsdannelse og rumdannende kvaliteter undersøges. Disse overvejelser har faghistorisk set affødt grundlæggende analytiske redskaber: stilhistorien (formernes historie), den ikonologiske metode (motivernes historie), rumanalyser og den antropologiske metode, hvor adfærdsmønstre og rituelle strukturer kan diskuteres i relation til værkerne. Centrale redskaber er endvidere fænomenologien, semiotikken og psykoanalysen. Der arbejdes tilsvarende med et meget bredt genstandsfelt, idet alt fra maleri, grafik, skulptur og arkitektur til fotografi, video og installationskunst kan inddrages. Ud fra dette reservoir af optikker og genstande gennemgås kunsthistorien i en række tematiske forløb med antikken og den senmoderne kunstscene som yderpunkter.
Til efterårskurset er tilrettelagt tre kompendier, der danner grundlaget for undervisningen. Hele semesterprogrammet er trykt i hvert kompendium, idet der til hver undervisningsgang er udvalgte artikler, et kort resumé af timen og litteraturoversigt.
Forventet arbejdsbyrde. Ca. 10 timer til forberedelse til hver undervisningsgang, i alt 20 timer pr. uge. Der vil være behov for at konsultere ordbøger og diverse oversigtsværker. Læsegrupper og andre netværk anbefales stærkt.
Kunsthistoriefaglige kompetencer. Hovedsigtet er en indføring i centrale begrebsdannelser. Periodiseringen og de drivkræfter og processer i et givet samfundssystem, der kan begrunde et fokus på særlige formdannelser og motivers privilegerede status. Historiebegrebet ud fra forskellige positioner som lineær udvikling, cykliske processer, oprindelsesmyte og dekonstruktivistiske, diakrone positioner. Riegls formlære med begreberne Kunstwollen, haptisk og optisk, Wölfflins Grundbegrriffe i undersøgelsen af renæssancen versus barokkens formsprog, Panofskys ikonologiske metode, Foucaults vidensarkæologi samt Heideggers og Merleau-Pontys overvejelser over fænomenologien. Endvidere oparbejdes færdigheder i at beskrive værkerne med de relevante termer.
Kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Gennem de analytiske processer indlæres evnen til at oversætte og formidle komplekse visuelle strukturer og de dertil knyttede abstrakte refleksioner, der har aflejret sig i faglitteraturen. Evnen styrkes til at tænke i analogier ud fra en tværfaglig position.
|