| Indhold: |
Vi har i den senere tid været vidne til en kristen oprustning. Denne har særligt fundet sted på højrefløjen: I USA hævder Tea Party-bevægelsen, at den amerikanske forfatning er skrevet af Gud. Det såkaldt sekulære Frankrig favoriserer på paradoksal vis kristendommen i sin regeringsdrevne definition af den nationale identitet. Og i Danmark er en af Kristendemokraterne initieret og kristent domineret værdikommission søsat som bolværk mod multikulturalismen. Om denne oprustning udspringer af frygten for Islam eller af en økonomisk, kulturel eller åndelig krise er et åbent spørgsmål.
I dette lys kan det synes overraskende, at talrige prominente teoretikere, der eksplicit bekender sig til en marxistisk tradition, i midthalvfemserne begynder at betragte kristendommen som et revolutionært potentiale. At "Religion er opium for folket" er en af de mere vedholdende ørehængere fra Det Kommunistiske Manifest. Religionen blev betragtet som en ideologisk struktur, der hæmmer massens erkendelse af uretfærdige sociale forhold og dermed forhindrer den revolutionære opstand. Hvordan kan det så være, at kristendommen pludselig betragtes som emancipatorisk grundstruktur?
Alain Badiou og Giorgio Agamben har hver især skrevet en bog om Paulus som grundlag for revolution og nye fællesskabsformer. Og Slavoj Zizek har på vanlig produktiv vis skrevet adskillige bøger om emnet. Derudover deltager figurer som Antonio Negri, Jean-Luc Nancy og Jacob Taubes i en debat, der åbner for analyse af et muligt paradigmeskift, hvor det politiske, det religiøse, det etiske og det æstetiske relateres på nye måder.
Øvelsesrækken vil redegøre for særligt Agamben, Badiou og Zizeks udlægninger af kristendommens revolutionære potentiale og samtidig spørge, hvorfor denne pludselige begejstring for det kristne opstår. Svarene vil særligt blive søgt i to mulige modeller: Venstrefløjens desillusion efter statskommunismens endeligt i 1989 og samtidskunstens tabte kontakt til det sublime og dens manglende evne til at konstituere æstetiske fællesskaber. Endelig vil der være mulighed for at analysere forskellige beslægtede forekomster, f.eks. ateologien hos Georges Bataille, profaneringen som æstetisk strategi hos Abo Rasul, håbet hos Michel Houellebecq og troen hos Andrej Tarkovskij. |